Baggrund for funktionen af hukommelsesstrategier/memo teknikker

Hvordan er hukommelsen struktureret?
Overordnet består vores hukommelse af tre afdelinger. Vi snakker om en sensorisk hukommelse eller en slags buffer, hvor vi modtager sanseindtryk, der enten forsvinder igen eller bearbejdes videre i korttidshukommelsen. Korttidshukommelsen er et midlertidigt lager med en kapacitet på 2-7 poster, som den kan holde på i højst et par minutter. Langtidshukommelsen har derimod ubegrænset lagerkapacitet. Når et minde først er gemt her skal der noget ekstraordinært som fx sygdom eller hjerneskader til at glemme det igen.

Hvordan fungerer hukommelsen?
Enhver ny oplevelse er et potentielt minde. For at dette bliver oprettet, skal ’sanseindtrykket’ for det første overføres fra vores sensoriske hukommelse til korttidshukommelsen. En proces, der som minimum kræver opmærksomhed. Opmærksomhed fører nemlig sensorisk stimulans til korttidshukommelsen. Sanseindtryk er altså øjebliksminder, som vi kan holde i ganske få sekunder inden vores opmærksomhed fanges af noget andet. Så hvis ikke vi er opmærksomme på fx  det navn, der bliver sagt, frasorteres det med det samme og vil derfor aldrig blive gemt. Det vil sige, vi vælger selv, hvad vi vil opfatte og uden det valg ville vi blive fuldkommen overvældet af sanseindtryk.

Korttidshukommelsen bruger vi, når vi arbejder i nuet. Vi bruger fx korttidshukommelsen, når vi slår et telefonnummer op og kæmper med at huske det længe nok til, at vi kan få det skrevet ind på telefonen. Information i korttidshukommelsen vil blive frasorteret (glemt), hvis ikke vi bearbejder den yderligere. Skal vi kunne huske noget i længere tid skal det nemlig overføres og lagres i langtidshukommelsen – en proces, der kaldes konsolidering. Ud over opmærksomhed kræver denne konsolidering af information i langtidshukommelsen desuden gentagelse og sammenhæng / meningsdannelse. Vores oplevelser bearbejdes langt inde i hjernen i en struktur kaldet Hippocampus (betyder søhest, da strukturen ligner en søhest), og det er altså her at ny information overføres til den varige hukommelse. De minder og oplevelser, som vi har lagret i langtidshukommelsen, vil vi altid have. De forsvinder ikke af sig selv.

Til gengæld har vi ikke altid adgang til de minder og den information, der ligger i vores langtidshukommelse. Den proces, hvormed vi forsøger at hente information og minder fra vores lager hedder genkaldelsesprocessen, og hvis den ikke er effektiv vil vi ikke kunne hente informationen frem. Det vil sige, hvis ikke genkaldelsen fungerer optimalt, vil vi ikke kunne huske, det som vi prøver at huske.

Hvorfor har vi så svært ved at huske navne?
De fleste kender den situation, hvor vi møder en person, som vi burde kende navnet på, men vi kan simpelthen ikke huske det. Der er flere processer, der er i spil, når vi forsøger at huske navnet på en person, som vi har mødt før. Der kan derfor også være flere grunde til, at vi ikke kan huske navnet.

Når vi møder nye mennesker, befinder vi os ofte i situationer med mange stimuli, lyde, indtryk, der kan trække vores opmærksomhed væk fra det, vi egentlig prøver at koncentrere os om. Desuden er der en tendens til, at vi i sådan en situation er mere fokuseret på, hvordan vi får præsenteret os selv. Den første grund til, at vi ikke husker et navn, er altså simpelthen, at vi ikke er opmærksomme på navnet i situationen og derfor aldrig får det overført fra den sensoriske hukommelse til korttidshukommelsen. For det andet kræver konsolideringen af ny information i langtidshukommelsen, at vi arbejder mere eller mindre bevidst med den information, vi forsøger at gemme. Det vil sige, at vi fx skal gentage navnet eller på anden måde skabe sammenhæng og mening med den nye information. Et arbejde, der typisk hverken er tid eller fokus på, når vi møder nye mennesker.

Desuden, så er et minde lettere at genkalde, hvis flere aspekter af oplevelsen er blevet knyttet sammen til ét minde. Jo flere områder i hjernen hukommelsen kan forbinde, desto større er sandsynligheden for, at vi kan huske mindet. Det betyder, at hvis vi kan huske farven på det tøj, vi havde på, hvordan vejret var, den mad vi fik at spise, da vi fx mødte vores kæreste for første gang, så er mindet blevet så konkret, at din hjerne gemmer oplysningerne sammen og har let ved at finde dem i langtidslageret igen. Men når vi møder en person, som vi har mødt før, men ikke har specielt mange minder om, så er der stor sandsynlighed for, at vi ikke kan genkalde hans navn. Vi har simpelthen ikke nok informationer (cues) til rådighed, og så kan det at lede efter hans navn i vores langtidshukommelse sidestilles med at lede efter en nål i en høstak.

Hvorfor virker memo teknikker?
Memo teknikker hjælper os ikke alene med at lagre information bedre, de kan også gøre det lettere for os at finde informationen frem igen.

En teknik, der kan bidrage til at konsolidere ny viden i langtidshukommelsen, er ved at skabe associationer til minder eller genstande, der allerede er lagret i langtidshukommelsen. Det vil sige vi kobler den nye information – navnet – til information i langtidshukommelsen fx en ven med samme navn, eller en kendt person der ligner, hvorved sandsynligheden for konsolidering stiger. Denne association kan også være phonemisk/auditiv – navnet kan lyde som en ting, som vi kobler til navnet og lagrer det samme sted. Udover på denne måde at forbinde information i korttidshukommelsen med information i langtidshukommelsen, så har teknikken også den fordel, at vi nu ved, hvor vi har gemt informationen. Associationerne fungerer nemlig som visuelle cues, som kan hjælpe os, når vi skal finde navnet frem igen. Derfor jo flere associationer vi kan koble til navnet, desto større chance for at kunne huske det igen senere. Igen – jo flere områder i hjernen hukommelsen kan forbinde, desto større er sandsynligheden for, at vi kan huske mindet.

Det har desuden stor betydning for hukommelsen, hvilken følelse vi har på det tidspunkt, mindet opstår. Hvis fx noget er meget overraskende eller på andre måder udløser mange følelser, vil vi lettere kunne huske det senere hen, da vi nu skaber en følelsesmæssig association til mindet. Når vi hører en persons navn for første gang, kan en effektiv teknik derfor også være at associere navnet med en person eller et sted, hvor du allerede har følelser tilkoblet. Det kan være en ekskæreste, som du hader, et sted, som du elsker, eller en ting, du frygter.

Det er selvfølgelig altafgørende for denne hukommelsesteknik, at det er dine egne umiddelbare associationer. Overtænker man en association, vil den ofte ikke give mening eller være til hjælp, når man forsøger at finde informationen frem igen.

Selvom hjernen I høj grad er selektiv omkring hvad den lagrer, kan vi på må denne måde manipulere og hjælpe hukommelsen på vej.

Hvad går dual coding teorien ud på?
Dual coding teorien forsøger desuden at forklare, hvordan det kan være, at vi typisk husker konkrete ord/ visuelle forestillingsbilleder langt bedre end abstrakte ord og navne. Teorien antager, at vi koder abstrakte og konkrete ord forskelligt. I følge dual coding tilgangen repræsenteres abstrakte ord alene af en verbal kode eller lingvistisk kode, hvor imod konkrete ord bade repræsenteres af den verbal kode og af en visual kode, hvor vi billedligt forestiller os genstanden. Denne dobbelt kodning af de konkrete ord bevirker, at vi typisk har lettere ved at huske disse ord.